HPV vaccine

HPV vaccine

Human Papillomavirus-vaccine (HPV-vaccine) beskytter kvinder mod visse former for livmoderhalskræft

Vaccination mod HPV er indført i børnevaccinationsprogrammet den 1. januar 2009 som et tilbud til piger født i 1996 og fremefter. Tilbuddet gælder fra pigerne fylder 12 år til de fylder 18 år.

I alt 70 procent af tilfælde af livmoderhalskræft skyldes HPV type 16 eller 18. Endvidere forårsager HPV kønsvorter (kondylomer). Kondylomer skyldes for 90 procents vedkommende HPV type 6 eller 11.

HPV-vaccinen indeholder virus-lignende proteinpartikler fra HPV-type 6, 11, 16 og 18.

Efter vaccination med tre doser HPV-vaccine anses beskyttelsen for at vare mindst seks år.

Med virkning fra d. 6. august 2014 tilbydes 12- og 13-årige piger vaccination efter et to-dosis program. Der findes ikke studier af varigheden af effekten af et to-dosis-program udover 3 år, men det forventes at effekten er langvarig.

Behovet for en booster er endnu uafklaret.
Vaccinedosis er 0,5 ml, der gives intramuskulært

Der er desuden vedtaget et midlertidigt gratis tilbud om HPV-vaccination til kvinder fra fødselsårgangene 1993-1997, som tidligere har været omfattet af et tilbud. Det fornyede tilbud er gældende indtil udgangen af 2015.

Unge kvinder, der har haft deres seksuelle debut, kan fortsat have effekt af at blive vaccineret. Enten fordi de endnu ikke er smittet med HPV, eller fordi de ikke er smittet med alle de HPV-typer, som vaccinen beskytter imod.

Hvis du ikke tilhører en af ovenstående  grupper og ønsker HPV vaccine skal du selv betale for vaccinationerne. Prisen på selve vaccinationen varierer. Du skal altid betale 250 kr. hver gang vi skal vaccinere dig.

Bestil en tid hos sygeplejersken til vaccination.